3 minutter

3 minutter

Til alle klubmøder er der et fast indslag med 3 minutter. Hvem der skal holde de 3 minutter, er på forhånd bestemt i vores program. Der er ingen faste regler om hvad de 3 minutter skal omhandle, det må den der har fået opgaven, selv bestemme, der er dog en regel, de 3 minutter må ikke kommenteres på mødet.

 

3 minutter den 20. august 2019

v/Otto Eriksen

Jeg har tidligere foreslået, at vi hver især, for at lære hinanden bedre at kende, skulle fortælle lidt om vores ”fortid”. Det vil jeg nu bidrage til, ved at fortælle lidt fra min barndom, og da vi nu er på den årstid, vil jeg berette om høsten, således som den foregik i mit barndomshjem.

Når jeg kunne deltage så meget i høsten, som jeg beretter om, så skyldes det at skoleferien ude på landet dengang først begyndte omkring midten af juli og varede til sidst i august, netop fordi børnene derved havde mulighed for at hjælpe med høsten.

Da jeg netop var fyldt 4 år flyttede vi, min mor og far, min storesøster og lillebror, fra Sydvestlolland til Lov, hvor mine forældre havde købt en mindre landejendom, et parcelliststed kaldte vi det, på 10 tdl.

Kornhøsten

I sidste halvdel af juli begyndte kornhøsten. Vi havde op til 4 kornsorter: Vårbyg, rug, havre og vårhvede.

Inden høsten kunne gå i gang skulle selvbinderen ordnes: Smøres, kniven slibes, sejlene isættes og det hele prøvekøres ved hjælp af et håndsving. Sejlene var sejldug spændt sammen med læderstropper og forsynet med trælister på tværs til at sørge for at transportere strående fra skærebordet og gennem hele maskineriet til bindeaggregatet og udkasteren.

Da vi fra begyndelsen kun havde 10 tdr. land skulle jorden udnyttes fuldt ud, uden skel mod naboejendommene. Det betød også, at for at undgå at køre i kornet med heste og selvbinder slog min far den yderste omgang med le – eller mejerede. Min mor og jeg gik så bagefter og bandt stråene sammen til neg med halmbånd, som vi lynhurtigt viklede sammen.

Herefter kunne så selve høstarbejdet gå i gang, når ellers vejret var til det. Vi havde selv kun 2 heste til at trække selvbinderen, men vi brugt gerne 3, så vi lånte en af en nabo, som til gengæld lånte en af os, når han skulle meje.

Jeg var gerne med når vi mejede. Selvbinderen var forsynet med et trinbræt bagpå, som jeg kunne stå på, for ikke at løbe hele vejen. Når vi nåede et hjørne måtte jeg af, og kaste negene i svingene til side, så vi ikke kørte op i dem.

Når marken var mejet, skulle negene stilles op i traver – vi kaldte det nu hove – for at tørre. Det var jeg også med til, i korte bukser og bare tæer i træskoene, så det var tit nogle ankler, der var godt forrevne af de stive stubbe, når vi kom hjem om aftenen. Opstillingen måtte vi være meget omhyggelige med. Negene skulle stå med aksene mod hinanden, og sådan, at det hele ikke blev gennemblødt, hvis det blev regnvejr.

Når negene havde stået i tilpas lang tid til at være blevet tørre, skulle de køres hjem. Somme tider regnede det dog så meget, at vi måtte splitte hovene ad igen, for at kernerne ikke skulle begynde at gro. Indkøringen skete med hestevogn. I starten nøjedes jeg med at styre hestene, så kastede min far negene op på vognen og mor eller en nabo lagde dem, så der kunne være mest muligt på vognen. Efterhånden var jeg også med til at kaste op, i hvert fald til de nederste lag, men hurtigt fik jeg jobbet med at lægge læsset, og jeg gjorde hvad jeg kunne, for at gøre læsset så bredt som muligt. Det hændte så, at negene kom for langt ud, så læsset skred. Det var ikke så godt, for så måtte vi læsse om. Det gjaldt også om at få læsset så højt som muligt. Når kornet skulle køres ind i laden satte højden på porten grænsen, men det var alligevel bedst, hvis tagskægget lige tog de øverste neg. Så var det bare med at hoppe af, inden det skete. Noget blev også sat i stak uden for, og så kunne læsset være højere. Det med at sætte i stak var også lidt af en kunst, for den skulle gerne stå til hen på efteråret, uden at blive gennemblødt. Stakken blev så startet indefra, med aksene indad og rodenden udad, og således at negene overlappede hinanden. Rodenden kom så til at hælde lidt udad, og det var især vigtigt på den yderste omgang, for regnvandet skulle gerne kunne løbe af. Vi sørgede gerne for, at stakken blev en smule bredere for hvert lag, indtil vi blev nødt til at trække ind igen for ligesom at lave et tag. Den kunst fik jeg efterhånden også lært.

Når kornet var kørt hjem fra marken lå der altid nogle strå og aks tilbage, og de blev revet sammen med hesteriven, også ofte mit job. Det blev så også kørt hjem, og blev ikke liggende til ”fuglen og den fattige”.

Når alt var i hus kunne tærskningen begynde. Ja, ofte blev noget kørt direkte fra marken til tærskeværket, især hvis fodertruget var tomt.

Det var et større arbejde at stille tærskeværket op. I den ene ende en motor. Den første vi havde var en petroleumsmotor, som skulle startes med en tændpatron og et håndsving der skulle dreje et stort svinghjul. Så skulle man passe på sin tommelfinger, for den kunne finde på at slå tilbage.

Efter nogle år fik vi en elmotor, så det gjorden det hele lidt lettere, men det skulle alligevel sættes langsomt i gang, da den skulle trække hele værket bestående af tærskeværk og halmpresser. Og efterhånden blev tærskeværket også forsynet med avneblæser og kornblæser.

Som nævnt stod motoren i den ene ende. Den var med en rem forbundet med tærskeværket, som gennem forskellige remme trak indlæggeragregatet, rysterne, soldene og endelig halmpresseren som stod sidst, og som også bandt halmen sammen i passende store knipper, og sendte dem med en slidske op på loftet.

Sådan en tærskning krævede mindst 3 – 4 mand, så der måtte vi have hjælp af en eller to naboer. Var det direkte fra marken krævede det et par mand mere og en ekstra vogn.

Hvis jeg ikke var på loftet for at lægge halmen på plads, havde jeg jobbet med at kaste negene ned på ilæggerbordet. Her stod vor nabo Thomsen og skar negene op, skilte negene og lagde dem i tærskeværket. Det skulle gøres lidt gelinde, for kom der for meget i på en gang, forslugte tærskeværket sig og kunne gå i stå, og kernerne blev ikke slået ordentligt af. Inden i fik kornblæser var det min fars job at sørge for at sætte sække til at opfange kornet, og der skulle være 2 sække, en til det helt rene korn, et en til en sortering hvor der også var ukrudtsfrø og lidt avner i. Men alt kunne bruges. Når en sæk var fuld – 1 tønde=200 pund= 100 kg. skulle den bæres på loftet og hældes ud der, således at der var en tom sæk. Min far skulle også sørge for at rage avnerne væk, således at det hele ikke stoppede, og så skulle han i øvrigt rundt og sikre sig, at det hele kørte som det skulle, og indimellem smøre forskellige steder med konsistensfedt, og remmene skulle smøres med remfedt for ikke at glide på remskiverne.

Min mor deltog normalt ikke i tærskearbejdet, for hun skulle sørge for fortæringen for høstfolkene. Var det heldagsarbejde stod den på formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe, og i høsten vankede der også en pilsner eller 2 i løbet af dagen. Til aftensmaden var vi nok kun os selv, for medhjælperne havde jo også selv en bedrift at passe.

Især når vi tærskede om vinteren fra stak eller lade, så blev der gerne liv når vi nåede de nederste lag. Så kunne det myldre med mus, og så havde vores hunde travlt med at fange dem. Det hændte dog også, at Thomsen havde fået en i lommen, og da han var en munter fyr, kunne han finde på at hive den op af lommen ved frokostbordet. Thomsen havde i øvrigt været chauffør for kongehuset og kørt for de små prinser, kronprins Frederik og prins Knud.

Når vi havde naboer til at hjælpe os, så måtte vi naturligvis levere arbejdskraft til dem, når det var deres tur. Det var aldrig noget problem, for vores ejendomme var noget nær lige store, så arbejdsmængden blev en samme.

Solveigs 3 minutter den 3. september 2019

Ved/ Solveig

Sidste møde, da Otto havde 3 min, fortalte han om høsten og det, han skulle hjælpe med som barn. Det gav mig minder fra min egen barndom, for jeg var også fra landet og hjalp med i høsten. Men jeg fik lyst til at fortælle om min skolestart. Jegboede i Sønderjylland, men vores gård lå lige syd for Kongeåen, og vores have og nogle enge gik ned til Kongeåen. Jeg skulle starte i 1. klasse til april i 1945.Den gang startede skoleåret til april. Der var bare et problem. Vores kommuneskole var taget af tyskerne, så klasserne var fordelt rundt om i byen. En af mine brødre gik på kommunekontoret. En anden bror gik på alderdomshjem et. Min ældste bror var så gammel, at han gik på den private realskole, som tyskerne ikke havde taget. På realskolen skulle 1.kasserne også være i nogle ledige lokaler, så jeg skulle starte der. Men jeg skulle egentlig cykle de 4 kilometer, der var dertil, men da skulle jeg over Kongeåen lige i udkanten af Vamdrup, hvo skolen lå. Mine forældre kunne ikke lide, at jeg skulle cykle over der, da der stod tyske soldater på vagt (vel for at forhindre, at broen blev sprængt i luften). Så jeg kørte med min storebror, hvor jeg sad på stangen på hans cykel. Jeg kan ikke huske hvor længe, jeg blev ved med det, men krigen sluttede jo en måned efter, jeg begyndte i skolen. Hvor hurtigt vi kom tilbage til kommuneskoler, kan jeg heller ikke huske, men skolen skulle vel gøres i stand igen. Men jeg har sådan et fjernt minde om, at vi stod i skolegården og sang" en Lærke letter ", men det har nok først været året efter, tror jeg. 

Jeg var meget glad for at gå i skole. Til april året efter var jeg kommet i 2.klasse, og da jeg kom hjem fra skole den 2.april, ville jeg lege skole med min lillesøster. Hun skulle se de nye bøger, jeg havde fået og vi sad i en lille stue, der vendte ud mod gårdspladsen på den 4 længere gård, der var stråtækt. Mens vi sad og legede, blev det mørkere og mørkere i stuen, selv om vejret havde været fint.  Så gik vi ud og kaldte på min mor, som sov middagssøvn. Da hun stod og kiggede ud af vinduet, så hun flammer stige op fra laden, og hun fik travlt med at ringe til centralen, for at få bud til brandvæsen og naboer, som bar ud alt hvad de kunne nå, inden gården brændte helt ned. Det gik meget hurtigt, for den var stråtækte og det havde været tørt i lang tid. Det var en uhyggelig oplevelse og jeg forstod slet ikke, hvad det indebar. Om aftenen kom mand, der boede i nærheden og sagde, at vi kunne bo hos dem, for de havde en ekstra lejlighed, da deres gård, havde været fattigere engang. Lejligheden var netop blevet ledig dagen før. Der boede vi så et halvt år, til vi kunne flytte til en anden gård.      

Solveig,